Hvad er en Doula?

Har du også hørt begrebet Doula (du-la)
Vi har talt med en Anna, der er professionel doula om "The doula effect", metoder til en tryg fødsel og hvad det er, en doula kan gøre for dig som gravid.

Hvad er en doula tænker de fleste nok. Helt kort fortalt er en doula en omsorgsperson, du kan hyre privat uden om hospitalet. Doulaen er med til at støtte og vejlede før, under og efter fødslen uanset om du føder på hospitalet eller vælger hjemmefødsel. Doula bruges både til almindelig fødsel og kejsersnit. 

Vil du blive klogere på hvordan du kan få den mest trygge fødselsoplevelse kan du læse med her. Vi har talt med Anna Bauer Andersen, der giver hendes bedste råd til en tryg fødsel med en Doula.

"Mine egne fødsler er helt klart grunden til at jeg vil hjælpe andre til at få en god fødselsoplevelse. Jeg ved af erfaring, at forberedelse betyder alt."

- Anna, mor til to og doula

Anna Bauer Andersen, Uddannet Hultén fødselspraktiker (Doula) i 2016.
Mor til to piger på seks og tre år.
Ejer sammen med Mette Marie Kallehaug Manna Fødsel, hvor de dagligt hjælper gravide til en bedre fødsel.
Se mere på mannabirth.com

Hvorfor blev du professionel doula?
"Jeg har på egen krop erfaret den store forskel der ligger i være forberedt og ikke-forberedt til fødslen. Både mentalt og fysisk. Jeg har født to piger på Rigshospitalet.
Min første fødsel var lang og kompliceret, jeg var ikke forberedt og blev undervejs overrumplet over den stigende smerte fra veerne. Jeg følte mig sat ud af spil.
Først da jeg havde født min datter, fik jeg at vide at hun var "stjernekigger". Jeg var glad og lykkelig over min datter, men overbevist om at det var første og sidste gang jeg havde født naturligt.
Da jeg et par år senere blev gravid igen, meldte fødselsangsten sig. Jeg tog sagen i egen hånd og forberedte mig med "Smertefri fødsel". Det endte med at være en fantastisk oplevelse, som også på en måde har været med til reparere på min første fødselsoplevelse. Det er helt klart mine egne fødselserfaringer og oplevelser, der har ført mig til at uddanne mig til fødselspraktiker (doula).
At have en god fødselsoplevelse betyder alt, da det er starten på et nyt liv med baby. Det er vigtigt at du, som mor, kommer styrket ind i moderskabet klar til at være der for din nyfødte."

Hvordan er det at arbejde som doula?
"At være doula er den bedste gerning jeg kan forestille mig. At være til stede i et rum, og endda nogle gange holde den fødende i hånden, når et lille nyt menneske kommer til verden er magisk og nulstillende."

Hvad tilbyder du til den gravide?
"Udover at jeg kan give rebozo, akupressur og understøtte teknikkerne fra smertefri fødsel, så vejleder jeg også helt praktisk med en baby guide. Ud fra et minimalistisk og bæredygtigt perspektiv hjælper jeg den gravide med at tage stilling til, hvad de egentlig behøver at have af udstyr, tøj og produkter til den lille baby."  

Hvorfor mener du man bør vælge en doula?
"En fødsel sætter sine spor i en kvindes krop, uanset hvordan fødslen har været. Det er en af de vigtigste begivenheder i en kvindes liv, og derfor er det også vigtigt at den fødende har den allerbedste støtte i situationen.

Jeg tror på at alle kvinder kan føde naturligt, og det er her jeg gerne vil hjælpe dem hen. Det giver selvtillid og styrke til at vokse ind i moderskabet, og det er de bedste betingelser for den nye familie."

Hvad er en doula?

Navnet Doula stammer fra græsk og betyder "Kvinde, som tjener”

 

  • En doula er en privat omsorgsperson, du som gravid kan tilvælge uden om hospitalet. Altså du betaler selv. 
  • En doula støtter dig og din partner før, under og efter fødslen.
  • En doula indkredser de valg, du som gravid står overfor, og støtter dig i de valg, du træffer. Hvad enten du har valgt at føde på hospitalet eller derhjemme.
  • En doula hjælper dig med at lave en fødeplan, så du er godt rustet til fødslen.
  • En doula giver dig en kontinuerlig tryghed gennem graviditeten.
  • En doula er typisk på kald dag og nat i to uger før, og to uger efter den fastsatte terminsdato. 
  • En doula er hos dig under hele fødslen uanset, hvor du føder og på tværs af jordemødrenes vagtskifte.
  • En doula kan være bindeleddet til jordemoder eller andet hospitalspersonale.
  • En doula tager ingen medicinske beslutninger under fødslen.
  • En doulas fornemmeste opgave under fødslen er, at holde føderummet så roligt og trygt som muligt for dig.
  • En doula hjælper dig med at komme hel og styrket gennem fødslen – så du har de bedste forudsætninger for at starte dit nye liv som mor - eller mor til flere.
  • En doula bliver typisk hos jer i en til to timer efter babyen er født.
  • En doula besøger typisk jeres familie i hjemmet to til tre uger efter fødslen, til en efterfødselssamtale.

 

Hvem kan bruge en doula?

  • Alle første eller flergangsfødende kan få glæde af en doula.
  • Skal du have planlagt kejsersnit kan en doula også hjælpe dig til en god og styrkende fødselsoplevelse. 

Hvad koster en doula?

  • Et komplet forløb med en doula fra Manna Fødsel koster omkring 5.500 kr. 
  • Man kan også få enkelte sessions med fx fødselsforberedelse, hvor doulaen vejleder inden fødslen uden at være med til fødslen. 

The doula effect

At have en doula med under fødslen har dokumenteret positiv virkning "The Doula Effect" kalder man det. Og støtte fra en doula sikrer i mange tilfælde en tryggere og mindre kompliceret fødsel med færre medicinske indgreb. 

At have en professionel omsorgsperson, der hele tiden er nærværende og viser dig tillid har vist sig at virke smertelindrende. En doulas største opgave er at sørge for, at du er tryg og at du befinder dig i de rette rammer - ved at støtte dig mentalt og fysisk.

På doulauddannelsen.dk fortæller de, at man i USA, Canada og England bruger doulaer i stort omfang og dette også på vej til Norden. Især i Sverige har man brugt doulaer gennem de seneste år, hvor der er lavet et forskningsprojekt, som dokumenterer virkningen af doulaens tilstedeværelse. 

Du kan læse meget mere om doulaer og den videnskabelige dokumentation for doula-effekten her >>


Vil du møde en doula?

Torsdag d. 23. november kl. 17:30 -19:30 afholder vi
VIGGA inviterer: Mød en Doula
i vores pop up shop hos 
Second Society Enghavevej 62, 1674 København

Du er meget velkommen - og tag gerne din veninde med under armen. Meld jer til via Facebook, så vi ved hvor meget te, kaffe og snack vi skal lave :-)